Søgefelt

Mandag 10/03 2014

OK 2014: Sammenbrud i forligsinstitutionen

Forhandlingerne om en ny overenskomst på VVS-området er endegyldigt brudt sammen. Blik- og Rørarbejderforbundet ønsker ikke at svække medlemmernes værn mod social dumping.

Trods forligsmandens medvirken lykkedes det ikke parterne på VVS-området at nå til enighed om en ny overenskomst på VVS-området.

Onsdag i sidste uge sendte forligsmand Asbjørn Jensen efter et halvt døgns forhandlingerne parterne fra Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal og arbejdsgiverne i Tekniq hjem til en tænkepause.

Mandag eftermiddag var parterne indkaldt til videre forhandlinger. Men trods gentagne opfordringer fra forligsmand Asbjørn Jensen om at få gang i forhandlingerne, kom parterne ikke tættere på hinanden.

Det skyldes, at arbejdsgiversiden stillede ultimative krav om svækkelse af overenskomstens værn mod social dumping. Hvis de krav blev imødekommet, vil det medføre, at udenlandsk arbejdskraft i modsætning til de nuværende overenskomstregler og prislister, kunne udføre VVS-arbejde helt ned til blot 112 kroner i timen.

De krav ønsker Blik- og Rørarbejderforbundet ikke at imødekomme, og forligsmanden valgte derfor at afbryde forhandlingerne og sende parterne hjem.

- Det ærgrer os rigtig meget, at vi ikke kan blive enige med arbejdsgiverne om en ny overenskomst. Vi har været imødekommende og kommet med forslag til løsninger, men når arbejdsgiverne har låst sig fast på ultimative krav, er det altså rigtig svært at forhandle, siger forbundsformand Max Meyer fra Blik- og Rørarbejderbundet.

Efter sammenbruddet på VVS-området vil overenskomsten derfor blive omfattet af forligsmandens mæglingsforslag.

 

KLIK HER OG BLAND DIG I DEBATTEN PÅ FACEBOOK...

Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt