Søgefelt

Mandag 02/12 2013

Tak tillidsmand

Vi hører ofte argumenter om, at danskerne efterhånden er sig selv nærmest og ikke vil involvere sig i frivilligt arbejde. Derfor var vi i forbundet spændte på, om der overhovedet var opbakning til Blik- og Rørarbejderforbundets topmøde, som denne gang var placeret på en lørdag.

De mange tillidsfolk over hele landet, som i hverdagen arbejder for bedre vilkår for kollegerne, kunne vel ligeså godt bruge lørdagen hjemme på sofaen, på boldbanen med vennerne eller bare hygge sammen med familien.

Alligevel valgte 200 tillidsfolk at trodse familien og bruge en weekend på at diskutere næste års overenskomstforhandlinger, hvor rammerne for svende og lærlinges løn og arbejdsvilkår i vvs- og skorstensfejerbranchen fastlægges.

På topmødet fik vi i fællesskab vendt og drejet mange vigtige emner. De fremmødte deltagere fik blandt andet kigget nærmere på de samfundsøkonomiske prognoser, og de blev også klogere på, hvordan man i kommunerne kan sikre mod social dumping og unfair konkurrence gennem øget indførelse og brug af sociale klausuler, arbejdsklausuler og kædeansvar.

Sammen med repræsentanter fra arbejdsgiverne i vvs- og skorstensfejerbranchen fik vi også taget hul på branchernes fremtidige udfordringer. Og særligt på vvs-området fik vi lejlighed til at høre mere Tekniqs Vision 2022, hvor de giver deres bud på de løsninger og ønsker, de har til overenskomstforhandlingerne.

De første og indledende skridt mod en ny overenskomst er taget. Og på topmødet blev vi bekræftet i, at der venter en række svære forhandlinger forude. I forbundet og kredse vil vi gøre vores ypperste for løbende at informere tillidsrepræsentanterne både før, under og efter overenskomstforhandlingerne.

Ønskelisten til de kommende overenskomstforhandlinger er lang. Og målet for os er at sikre og opnå goder, som samlet vil forbedre løn og arbejdsvilkår for Blik- og Rørarbejderforbundets medlemmer og deres familier.

Jeg vil takke de mange tillidsrepræsentanter, som på en lørdag valgte det faglige fællesskab og gjorde topmøde 2013 til en rigtig god oplevelse. Jeg er sikker på, at vi i fællesskab er styrket forud for OK 2014.

Tak tillidsmand.

Max Meyer
Forbundsformand

Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt