Top menu

Ventilationsprislisten er blevet permanent

4387

Den permanente Ventilationsprisliste sikrer fælles priser og takster for ventilationsarbejde og styrker mulighederne for akkordarbejde i faget.

Ventilationsprislisten vil snart ligge på hjemmesiden og i kredsene (foto: privat).
Ventilationsprislisten vil snart ligge på hjemmesiden og i kredsene (foto: privat).
Tekst
Maja Skov Vang

Vidste du, at der findes en prisliste for ventilationsarbejde? Ventilationsprislisten blev vedtaget i marts, som en permanent prisliste, da der var overenskomstforhandlinger mellem Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal og Dansk Håndværk.

Inden da havde ventilationsprislisten kørt som en forsøgsordning mellem parterne. Det, at den er blevet permanent, er Stig Søllested, der er næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet tilfreds med.

- Det er vigtigt, fordi nu får ventilationsfolk mulighed for at arbejde på akkord på lige fod med VVS-arbejde. Det har vi arbejdet for i mange år. Det er jeg tilfreds med, at parterne blev enige om. Tidligere har det været op til den enkelte at få forhandlet en pris lokalt, hvis ventilationsarbejdet skulle udføres på akkord.

Næstformanden fortæller, at det især er til gavn for medlemmer på større byggeprojekter med gentagende arbejde.

Prislisten er netop udkommet i en trykt udgave med de aftalte priser og takster for ventilationsarbejde. Et eksemplar af prislisten kan snarest hentes i din kreds, ligesom den vil blive lagt op på blikroer.dk/overenskomst.

Prislisten gælder for medlemmer, der er dækket af overenskomsten med Dansk Håndværk.