Top menu

5 ting du skal vide, før du spænder traileren på firmabilen

Dato: 11/05-2026
4354

Må du køre med den trailer og den last, du har tænkt dig at spænde på firmabilen? Og hvor bred må traileren være? Det får du blandt andet svar på her.

Hvor meget du må spænde på firmabilen afhænger blandt andet af, hvad den er godkendt til, og hvad trailerens maksgrænse er. (foto: Canva)
Hvor meget du må spænde på firmabilen afhænger blandt andet af, hvad den er godkendt til, og hvad trailerens maksgrænse er (foto: Canva).
Tekst
Jonathan Roed Kirkedal

1. Så meget vægt må du have på traileren

For det første afhænger det af dit kørekort, hvor meget påhæng, du må have på firmabilen. Hvis du har:

  • Kørekort i kategori B (almindeligt kørekort): Så må du køre enten a) en person- eller varebil på max 3500 kg. med et påhængskøretøj på max 750 kg, altså max 4.250 kg., eller b) hvis påhængskøretøjet overstiger 750 kg., så må person- eller varebil samt påhængskøretøjet tilsammen ikke overstige 3500 kg.
  • Kørekort i kategori B+: Bilen plus påhængskøretøjet må stadig ikke overstige 4.250 kg., men påhængskøretøjet må godt overstige 750 kg., hvis bilen vejer tilsvarende mindre.
  • Kørekort i kategori BE: Har du ret til at køre en person- eller varebil på max 3500 kg. og et påhængskøretøj på max 3500 kg.

For det andet skal du være opmærksom på, hvad bilen er godkendt til at trække, og hvor meget last traileren er godkendt til. Hvis det er lavere end de 750 kg., så er det bilens eller trailerens maksgrænse, der gælder. Du kan læse i bilens registreringsattest, hvad den er godkendt til.

2. Hvor stor må traileren være?

Traileren må højest være 255 cm. bred, den må dog maks. være 70 cm bredere end bilen (35 cm på hver side).

Længden for bilen samt anhængeren må samlet højest være 18,75 meter og selve traileren må højest være 12 meter lang inkl. lasten.

3. Sådan tjekker du, om du må køre med traileren

FDM har lavet en såkaldt trailer-beregner, hvor du kan beregne, hvor tung en trailer, du må køre med på bilen. Den finder du her.

4. Hvis du ikke overholder reglerne

Hvis du har for meget læs på traileren og bliver stoppet, så får du en bøde på 75 kr. pr. procent overvægt. Bøden vil dog mindst være på 1.000 kr. Du kan også risikere en betinget frakendelse af kørekortet, hvis politiet vurderer, at det har været til fare for trafiksikkerheden.

5. Hvem skal betale bøden?

 - Ved overtrædelser vedrørende trailer og last, herunder overvægt, vil bødeansvaret som udgangspunkt kunne pålægges både føreren og virksomheden, afhængigt af de konkrete omstændigheder. Føreren har et selvstændigt ansvar for, at køretøjet føres lovligt, men virksomheden kan også have ansvaret, særligt hvis virksomheden har instrueret, organiseret eller accepteret det ulovlige læs, lyder det fra Cihat Döner, chefjurist i Blik- og Rørarbejderforbundet.

Kilder: Færdselsstyrelsen, Rådet for Sikker Trafik, FDM