Top menu

Sådan bliver du bedre til at spare op

Dato: 13/01-2026
4114

Er ét af dine nytårsforsæt, at 2026 skal være året, hvor du bliver bedre til at få polstret opsparingen? Brian Friis Helmer, privatøkonom i AL-Sydbank, kommer her med tips til, hvordan du lykkes med det.

Brian Friis Helmer, privatøkonom i AL-Sydbank, kommer med tips til, hvordan du lykkes med opsparingen.
Tekst
Jonathan Roed Kirkedal

Det er måske ikke første gang, du har tænkt ”nu skal jeg altså blive bedre til at sætte penge til side”. Men alligevel glipper det den ene måned efter den anden, og så kommer der en udgift, du ikke havde regnet med, og så blev det heller ikke år, at du fik etableret en ordentlig opsparing. Brian Friis Helmer, privatøkonom i AL-Sydbank, kommer her med nogle tips til, hvordan 2026 bliver året, hvor du faktisk lykkes med det.

1) Har du nogle gode råd til, hvordan man helt lavpraktisk gør det lettere at etablere en opsparing?

- Det fungerer typisk bedst, hvis man får lavet en særskilt konto til at spare op. Så hvis man for eksempel har en lønkonto og en budgetkonto, så får man lavet en konto ekstra til opsparing. Der vil man normalt også kunne få en lidt højere rente. Så får man adskilt opsparingen fra resten af ens økonomi. Og så kan man starte med at kigge på; hvad er mine månedlige indtægter, det kan for eksempel være i overførselsindkomst eller arbejdsindkomst? Og bagefter få skabt et overblik over sine udgifter, så man ved, hvad man har i overskud hver måned. Så kan det være, man har 1.000 kr. i overskud, og det er så de 1.000 kr., som man sætter over på opsparingen.

- Nogle har en meget simpel økonomi, hvis de for eksempel bor til leje, så er det ikke en så svær øvelse. Andre har både hus og bil, og så kræver det selvfølgelig lidt mere.

- I netbank kan man sætte det op sådan, at der hver måned automatisk bliver sat et beløb over på opsparingen, og det kunne så være det beløb, man har regnet ud, der er i overskud hver måned.

2) Er der nogle gode apps eller hjemmesider til at tracke sin økonomi eller skabe et overblik?

- Det smarte ved netbank er, at du har alle dine udgifter samlet et sted, både de ting, du betaler for med dit kort og betalingsservice. Hvis ikke man har en budgetkonto, kan man i stedet lave et excel ark over sine udgifter, det har vi en skabelon til på vores hjemmeside på Budgetskema » Hent skemaet og lav dit eget budget

- Der findes helt sikkert også forskellige værktøjer online til det, men det er vigtigt, at man ikke bare uden at tænke sig om videregiver sine personlige oplysninger.

- Det vigtige er at få et overblik over, hvad man har får udbetalt hver måned, og hvad man har af udgifter hver måned, så man ved, hvad man har i overskud.

3) Er der en tommelfingerregel for, hvor meget man bør have i opsparing?

- Det afhænger meget af ens livssituation. Er man i starten af livet, hvor man typisk har små børn, sin første bolig og sin første bil, så vil det være naturligt at have mere fokus på at afdrage sine lån, og det er jo også en slags opsparing, fordi det blandt andet øger friværdien.

Når man så kommer senere hen i livet, så er der måske lidt mere luft i økonomien til at spare op.

Man plejer at sige, at det er en god ide at have 2-3 nettomånedslønninger kontant til uforudsete udgifter. Så hvis man får udbetalt 20.000 om måneden, at man så har en opsparing på 50.000 kr.

Så er der selvfølgelig forskel på, om man bor til leje eller om man har et ældre parcelhus og to biler.

4) Hvilke udgifter er det typisk, folk glemmer, som gør det svært at få sparet op?

- Det er tit de faste udgifter, der bare kører automatisk over betalingsservice, såsom streaming-tjenester. Det kan hurtigt løbe op, hvis man ikke lige tænker over det.

- Og så skal man huske, at hvis det kun er 500 kr., man har råd til at sætte til side hver måned, så er det også fint. Og synes man ikke det er nok, så må man kigge på, hvor man kan skære i sine udgifter.

Brian Friis Helmer
Brian Friis Helmer, privatøkonom i AL-Sydbank, foreslår blandt andet, at du får skabt et overblik over dine månedlige indtægter og udgifter.

 

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.