Top menu

10 år som skorstensfejer: Bo finder arbejdsglæden i frihed, mennesker og ansvar

Dato: 11/12-2025
4085

Når Bo renser skorstene i daginstitutioner, fortæller han børnene, at han skaber fri passage til julemanden – men bag joken ligger også et stort ansvar.

Da Bo Kristoffersen havde være ansat i ti år i virksomheden, fejrede han det med at invitere mester og kollegaer hjem på middag (foto: Privat).
Da Bo Kristoffersen havde være ansat i ti år i virksomheden, fejrede han det med at invitere mester og kollegaer hjem på middag (foto: Privat).
Tekst
Maja Skov Vang

Artiklen kort:

  • Bo Kristoffersen har i ti år været udlært og i ti år været ansat i samme virksomhed. 
  • Skorstensfejeren er glad for sit job af mange årsager, en stor del handler om, at han oplever en stor frihed uden indblanding fra chefen, og at han har gode kollegaer.
  • Jobbet som skorstensfejer betyder, at han er med til at skabe sikkerhed og tryghed for brændeovnsbrugere. 

Det kan være fuldstændig ligegyldigt, hvor godt du har opført dig i løbet af året, hvis der ikke er fri passage i skorstenen, så kommer julemanden ikke på besøg, 

Men det er ikke alene derfor, at jobbet som skorstensfejer er vigtigt og tilfredsstillende. Det bekræfter Bo Kristoffersen, der netop har fejret 10-års jubilæum som skorstensfejer. Han synes dog, det er sjovt at bruge joken, når han renser skorstene i daginstitutioner.

- Jeg plejer at sige til børnene, at jeg skal gøre skorstenen rent, så der er plads til, at julemanden kan komme ned, griner han, og tilføjer, at det som regel kun er, når han er på besøg i netop daginstitutionerne, at han har den karakteristiske høje sorte hat på, som børnene altid synes, er fascinerende.

Samme job i ti år

Bo Henriksen har ikke alene været udlært skorstensfejer i ti år, han har også været ansat i hos Skorstensfejer Ole Bjerre Rasmussen i Børup i alle årene. Der er en overordnet årsag til, at han er blevet i sit første skorstensfejerjob:

-   Jeg er som regel glad, når jeg vågner om morgenen. Hvis jeg har en enkelt skidt dag, så glemmer jeg det, når jeg sidder i firmabilen.

Jobglæden er en følelse, der kan være lidt svær at forklare, for Bo handler følelsen meget om frihed:

- Jeg arbejder meget selvstændigt, passer de kunder, der er, og kontakter min mester, hvis jeg mangler opgaver. Jeg har aldrig fornemmelsen af at blive kigget over skulderen. Jeg er glad for min mester, og vi har også et rigtig godt kollegaskab, og så kan jeg lide at komme rundt omkring og møde mennesker og være ude i den friske luft.

Samme arbejdsglæde havde Bo ikke, da han arbejdede som udlært automekaniker og betonmager. Det var en tilfældighed, der ledte ham til det traditionsrige fag.

- Min kærestes mors kæreste var skorstensfejer, og ham gik jeg og hjalp lidt i weekenderne med at montere skorstene til brændeovne. Der kunne jeg mærke, at det var det rigtige job for sådan en som mig, hvor der helst skal ske en masse.

Kan være afgørende for sikkerheden

Jobbet indebærer, at Bo skal på besøg i en masse private hjem. Det har han for længst vænnet sig til.

- De første par gange man som lærling skulle banke på en dør, var det da lidt grænseoverskridende. Det føler jeg aldrig længere. Jeg har dog oplevet en hund, der nægtede at lade mig forlade fyrrummet, efter jeg havde udført min opgave, så måtte jeg ringe ejeren hjem, så jeg kunne komme videre. 

At feje skorstenen handler ikke kun om at få brændeovnen til at fyre optimalt. Faktisk kan en renset skorsten betyde forskel mellem liv og død. En skorsten, der ikke er renset, kan give kulilteforgiftning. 

- Vi har i firmaet oplevet kunder, der har ringet, fordi der var røg i hele huset. Vi plejer at sige, at de skal åbne døre og vinduer, og så kommer vi så hurtigt, vi kan, fortæller Bo.

Den akutte behov, der kan opstå, betyder også, at Bo nogle gange har rådighedsvagt, når de fleste andre holder fri. 

Det hører dog til sjældenhederne, at der akut er brug for Bo Henriksen og kollegaerne. Som regel er dagen planlagt med faste opgaver, og hvis der er et hul, så skriver han til sin mester, der skriver nye opgaver ind på tabletten.


Bo understreger, at der ikke er mere travlt, selvom det er december og højtid for julemandens besøg:

- Haha. Det er et lovkrav, at man skal have renset sin skorsten en gang om året, så vi kommer lige meget ud året rundt hele året.

 

Bo Kristoffersens gode råd til brændeovnen:

  1. - Man skal sørge for, at det træ, man bruger, er tørt. Køb en fugtighedsmåler. Har træet under 18 procent vand, så er det godt.
  2. - Det er vigtigt, at man ikke kun bruger store stykker træ. Læg et par store stykker nederst, og byg op med flere små pinde. Det kaldes topdown-optænding, og der findes flere videoer på You-tube.
  3. - Det er ikke altid nok med rensning af skorstenen en gang om året, som er lovkravet. Hvis brændeovnen er din primære varmekilde, kan det være nødvendigt, den skal renses flere gange om året.
Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.