Selvom mange lærlinge allerede er gratis medlemmer af a-kassen, så er der dog også nogle, reglerne ikke har været særligt gunstige for. Derfor blev reglerne fra årsskiftet lavet om, her får du et overblik.

1. Også for dem, der er fyldt 30.
Indtil årsskiftet skulle du opfylde en række særlige betingelser for at få gratis medlemskab af a-kassen som over 30-årig. Det skal du ikke længere. Nu er det uafhængigt af din alder, så længe du er i gang med din uddannelse.
2. Du må måske også godt tjene penge ved siden af din lærlingeløn – uden at det påvirker kontingentet
Tidligere var det ikke muligt at tjene penge ved siden af sin lærlingeløn og samtidig være gratis medlem af a-kassen. Det er nu muligt, der er dog stadig en øvre grænse for, hvor meget du må tjene.
Hvis du er voksenlærling
Hvis du er 30 år og voksenlærling med tilskud til lærlinge/elevløn, så er der ikke grænser for, hvad du må tjene udover lærlinge/elevlønnen uanset dens størrelse.
3. Det må du tjene uden at skulle betale kontingent
Hvis din lærlingeløn er under 120,65 % af højeste dagpengesats, det vil sige 25.451 kr. om måneden, så må du have en indtægt ved siden af. Men din samlede indtægt må ikke overstige 305.421 kr. årligt (25.451 kr. om måneden fordelt på 12 måneder).
Overstiger din lærlingeløn 25.451 kr. om måneden, må du ikke have supplerende indtægt.
4. Sådan søger du om gratis medlemskab
Du fritages for kontingent et år ad gangen. Har du overholdt indtægtsgrænsen i perioden, så bliver du automatisk fornyet med et nyt år. Du kan fritages i op til fem år samlet.
Hvis du allerede er medlem af Din Faglige A-kasse, så søger du om fritagelse gennem Min Side.
Er du ikke medlem, skal du først melde dig ind, og så søge om fritagelse igennem Min Side derefter.
5. Det er betingelserne for at søge
Du skal gå på en uddannelse af mindst 18 måneders varighed.
6. Hvornår skal du melde dig ind?
Din Faglige A-kasse anbefaler, at du melder dig ind senest 18 måneder før, du færdiggør din uddannelse. På den måde er du sikret den bedste dagpengesats, hvis du får brug for dagpenge, når du er færdiguddannet.
Har du spørgsmål til reglerne så kan du altid hive fat i Din Faglige A-kasse - FAK.
Din Faglige A-kasse – FAK
Din Faglige A-kasse – FAK er a-kassen for dig, som arbejder indenfor Blik- og Rørarbejderforbundets område. Vi kender din faglighed og dine muligheder på arbejdsmarkedet. Derfor står vi altid klar med økonomisk hjælp og specifik vejledning til dig, hvis du mister dit arbejde eller er på udkig efter et nyt job.