Top menu

Alt du skal vide om OK25

Dato: 15/01-2025
3593

Hvis ikke du har helt styr på, hvordan overenskomstforhandlingerne plejer at forløbe, så får du her et overblik. 1. marts 2025 udløber nemlig overenskomsterne på det private arbejdsmarked, og der skal optimalt set forhandles en ny på plads inden.

Hvad er et gennembrudsforlig, og hvornår plejer der at være afstemning om overenskomsten? Foto: Canva
Tekst
Jonathan Roed Kirkedal

Det er der allerede sket

  • Maj 2024: Dialogmøder

I maj blev der afholdt dialogmøder i hver af de fire kredse, hvor det var muligt for medlemmerne at komme med ønsker og forslag til de kommende forhandlinger. Her var der møder i København, Ringsted, Aalborg og Fredericia – alle med godt fremmøde og god diskussionslyst.

  • Juli 2024: Forberedelse i afdelinger og kredse

1. juli var fristen for, at afdelinger og kredsene kunne indsende de forslag, de havde til OK25. Der kom 266 forslag til VVS-Overenskomsten og 66 til skorstensfejeroverenskomsten. Med andre ord 332 forslag i det hele.

  • Oktober 2024: Hovedbestyrelsen gennemgår og godkender forslag til OK25

I oktober gennemgik hovedbestyrelsen i Blik- og Rørarbejderforbundet alle de indkomne forsalg og kom samtidig med indstillinger til dem.

 

Det kommer der til at ske

  • Januar og februar 2025: Gennembrudsforlig

Det er de såkaldte gennembrudsforlig, der danner de overordnede rammer for overenskomsterne for de andre forbund. For VVS-overenskomsten gælder det industriens overenskomst, der er forliget mellem Dansk Industri og CO-Industri. CO-Industri er et forhandlingsfællesskab mellem flere forbund – heriblandt Blik- og Rørarbejderforbundet.

Selvom forbundene allerede har indledende forhandlinger i januar og februar, så venter de også på Industriens Overenskomst. Industriens overenskomst danner således en økonomisk ramme for de andre overenskomster i forhold til eksempelvis satser, fritvalgskonto, løn og pension.

Det er ikke til at sige, hvor længe forhandlingerne varer. Men Industriens overenskomst falder typisk på plads i løbet af de to første uger i februar. Skorstensfejeroverenskomsten er en såkaldt normallønsoverenskomst. Her er det gennembrudsforliget mellem Dansk industri (DI) og 3F Transport, der danner de overordnede rammer.

  • Februar og marts 2025: Forhandlingerne foregår

Fagforbundene forhandler som regel i løbet af februar med arbejdsgiverorganisationerne med udgangspunkt i Industriens overenskomst. Det er de såkaldte realitetsforhandlinger, hvor parterne sidder overfor hinanden. Blik- og Rørarbejderforbundet er gået sammen med Dansk Metal om en overenskomst. Det er forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet, Henrik W. Petersen, der er topforhandler. På den anden side af forhandlingsbordet sidder TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Forhandlingerne foregår hos TEKNIQ Arbejdsgiverne i Glostrup.

Skorstensfejeroverenskomsten bliver forhandlet mellem Skorstensfejerlauget og Blik- og Rørarbejderforbundet hos Skorstensfejerlauget i Tønder.

Her er det Blik- og Rørarbejderforbundets forbundssekretær Kim Fusager Balle, der er topforhandler.

Forbundene skal have en ny overenskomst klar 1. marts. Men der er mulighed for at udsætte deadline to gange med to uger hver gang, altså er seneste deadline den 29. marts.

  • Marts og april 2025: Afstemning og mæglingsforslag

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), der repræsenterer alle forbundene, og Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der repræsenterer alle arbejdsgiverne, og forligsmanden samler alle overenskomsterne og danner et såkaldt mæglingsforslag. Det gør de for at sikre, at alle får en overenskomst. Forslaget skal begge parter være enige i.

De forbund, der ikke har kunnet blive enige om en overenskomst med arbejdsgiverne, bliver således samlet op af det samlede mæglingsforslag.

Der har tidligere været tilfældet for Blik- og Rørarbejderforbundet, men ikke ved de to sidste overenskomstforhandlinger.

Når der er opnået enighed i Forligsinstitutionen, bliver overenskomsterne sendt til afstemning hos alle medlemmerne i de forskellige forbund.

Læs også: Forstå de svære overenskomst-ord

Husk, at tilmelde dig vores nyhedsbrev, så du kan blive opdateret med nyheder fra dit fag. Du deltager samtidig i konkurrencen om et gavekort til Salling på 1000 kr.

 

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.