Top menu

Asbest dræber stadig

Formanden har ordet
Dato: 25/10-2024
3484

Jeg og mine kollegaer i forbundet har set meget gennem tiderne, når det drejer sig om ulovlig og livsfarlig håndtering af asbest.

Men at jeg skulle opleve voksne mennesker sende børn – ned til 12 års-alderen - til en anden landsdel for at hive asbest ned, troede jeg ikke jeg skulle opleve.  Men det var det vi alle vågnede op til en morgen i efterårsferien. Samtidig kunne man i en DR-Dokumentar se udlændinge, der også uden vejledning og tilstrækkelige værnemidler blev kastet ud i arbejdet med at rive asbest ned.

Når sådan noget kan ske – og det er formentlig kun toppen af isbjerget – er det fordi vi kollektivt har glemt hvor farligt asbest er.

I Blik og Rør har vi kæmpet i årtier for at sikre vores medlemmer imod at blive udsat for påvirkning. Og derfor var det en kæmpe sejr, da vi tidligere på året fik ny lovgivning, der sikrer, at alle dem, der skal fjerne asbest, har en autorisationsordning.

Så langt så godt. Men desværre findes der kyniske bagmænd, som er ligeglade med lovgivning, og derfor er der rundt omkring en latent fare for, at børn og voksne udsættes for påvirkning fra asbest.

Derfor bør vi alle skærpe vores opmærksomhed. Når nogen tilbyder at fjerne din asbest til billige penge, er det nok for godt til at være sandt. Når børn dukker op på din gård for at forestå nedrivning, er det nok ikke skolepraktik, men blot en simpel og kynisk straffepådragende handling. Når naboen står og fumler med sit eternittag uden værnemidler, er det ikke kun ”gør-det-selv-arbejde”. Det er også ”gør-det-farligst-muligt-arbejde”.

Det kan ikke siges ofte nok. Asbest dræber stadig. Vi skal alle sige fra, når vi ser forkert håndtering. Og myndighederne skal intensivere kontrollen.

Og jeg kan i hvert fald love, at vi I Blik og Rør stadig og lige så indædt vil kæmpe for, at al asbest i Danmark fjernes korrekt så ingen bliver syge.

Det er et fælles ansvar!

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.