Top menu

Tesfaye efter udspil: Er du afklaret, kan du starte direkte på en erhvervsuddannelse

Dato: 23/10-2024
3479

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye svarer på, hvad der kommer til at ske med erhvervsuddannelserne ovenpå den nye uddannelsesreform. Blandt andet hvor de skal ligge? Og om lige så mange i fremtiden skal starte direkte på dem efter grundskolen?

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye bliver vist rundt på TEC Gladsaxe, her af Morten Emborg (t.v.), direktør på TEC, og Tue Hækkerup (m.f.), uddannelseschef. Foto: privat.

Tekst: Jonathan Roed Kirkedal

Mandag d. 21. oktober besøgte Mattias Tesfaye, børne- og undervisningsminister, TEC Gladsaxe, hvor han blandt andet talte med elever fra grundforløb 1, VVS-Energiuddannelsen og maleruddannelsen. Det gjorde han som led i, at han tidligere har meldt en ambition ud om at tale med 1000 elever og i forbindelse med det uddannelsesudspil, der bland andet betyder, at en ny erhvervsrettet gymnasieuddannelse EPX og afskaffelse af grundforløb 1 og 10. klasse. Senere på året forventes det også, at der kommer et udspil på fremtidens erhvervsuddannelser.

Artiklen kort:

  • Derfor er det vigtigt: Fordi der kommer en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse, EPX, og at det fra 2030 i udgangspunktet kræver en uddannelsesaftale at starte op på en erhvervsuddannelse.
  • Det sker der nu: Senere på året forventes der at komme et udspil på fremtidens erhvervsuddannelser.
  • Det får du ud af det: De lærlinge, du i fremtiden kommer til at arbejde sammen med, kan komme til at have haft et anderledes uddannelsesforløb, end de har det i dag.

Senere på året forventes det, at der kommer et udspil på, hvordan fremtidens erhvervsuddannelser skal se ud. Fagbladet Blik & Rør havde mulighed for at spørge Mattias Tesfaye ind til, hvilken betydning, den nye uddannelsesreform kommer til at betyde for erhvervsuddannelserne.

Færre kommer til at starte direkte på en erhvervsuddannelse

Er det stadigvæk ambitionen, at der fremadrettet er lige så mange unge som i dag, der starter direkte på en erhvervsuddannelse efter grundskolen?

- Jeg tror færre unge med den nye reform vil komme til at starte direkte fra grundskolen. Men det er min ambition, at dem, der i dag starter direkte på en erhvervsuddannelse efter grundskolen, og som både er glade for det og rent faktisk gennemfører uddannelsen, fortsat også vil starte direkte. Så det er nogle af de unge, der er mindre afklarede om deres uddannelsesvalg, vi i fremtiden forestiller os vil gå på EPX.

Så du tænker, at der vil komme til at være et mindre frafald på erhvervsuddannelserne?

- I dag er der 20 % af en ungdomsårgang, der starter direkte på en erhvervsuddannelse efter grundskolen. Af dem er det halvdelen, der gennemfører, og den anden halvdel dropper ud. Dem der gennemfører uddannelsen, kunne jeg godt tænke mig også starter i fremtiden. Men dem, der dropper ud, måske fordi de er mindre afklarede i deres uddannelsesvalg, kan jeg godt forestille mig går på EPX i fremtiden.

EPX’en kan både ligge fysisk sammen med STX og med erhvervsskolerne

Hvor skal EPX’en ligge?

- I dag har vi nogle meget stærke ungdomsmiljøer på STX gymnasier (den almene studentereksamen, red.), og så har vi nogle meget stærke praktiske undervisningsmiljøer på erhvervsskolerne. Nu kommer vi med EPX, der er en praktisk gymnasieuddannelse. Hvis den bliver placeret på gymnasiet, så bliver vi nødt at bygge nogle værksteder der. Og hvis EPX bliver placeret på en erhvervsskole, så skal vi sikre os, at der er rigeligt med unge i den aldersgruppe til at lave et ordentligt ungdomsmiljø. På masser af tekniske skoler er der ikke mere end 20-40 elever på under 18 år, det er ikke nok til at skabe et ordentligt ungdomsmiljø.

Erhvervsuddannelserne bliver ikke lige så spredt udover landet som STX og EPX

Tidligere på året kom en undersøgelse, der viste, at elever på erhvervsuddannelserne pendler længere tid til og fra skole end STX-elever. Kommer man til at kunne tage en erhvervsuddannelse flere steder end i dag?

- Det er vigtigere for mig, at der er tilpas mange elever til at sikre kvalitet i uddannelsen, end at det ligger ligeså fintmasket som STX og EPX. Så når man er på hovedforløbet, kan det godt være, man skal køre lidt længere for at komme hen på sin VVS-Energiuddannelse end gymnasieeleverne skal for at komme hen på deres gymnasie. Og det er fordi, vi har flere gymnasielever end VVS-elever.

Læs også: Uddannelsesudspil: Godt der stadig er en direkte vej til erhvervsuddannelserne

Ressourcerne til de praktiske fag skal rent faktisk også bruges på dem

Der er en risiko for, når man for eksempel lægger EPX i regi af de almene gymnasier, at ressourcerne simpelthen ender med at tilflyde de almene fag. Hvad kommer du til at gøre for at sikre, at der faktisk er ressourcerne til de praktiske fag?

- Dels er det en ledelsesopgave, at hvis en uddannelsesinstitution vil udbyde EPX, at så er de også forpligtet på at sikre, at pengene ikke går til at købe nye bøger og sende stx-eleverne på studieture, men at de også går til at sikre ordentlige værkstedsfaciliteter og efteruddannelse af faglærere. Der kommer nok også til at være nogle forpligtigelser i lovgivningen, netop for at undgå, at pengene stille og roligt sikre siver hen til noget bogligt.

Dialogen mellem virksomhed og skole skal være bedre

I forhold til frafald på erhvervsuddannelserne, kan jeg høre, at en del af problemet kan være, at der simpelthen mangler en koordinering imellem, hvad de lærer i virksomheden og hvilke kompetencer, de skal følge op på på skolen. Er det noget, du har gjort dig tanker om?

- At vi har uddannelser, hvor man veksler mellem at være i lære og på skole, er sindssygt vigtigt. Og det er en del af årsagen til, at erhvervsuddannelserne grundlæggende er en succes. Men vi er for dårlige til at få det, der foregår på skolen og det, der foregår i firmaet, til at hænge sammen. Vi kommer aldrig hen til, at alle elever når alle læringsmål i alle virksomheder. For eksempel kan et firma få en stor opgave, hvor de skal udskifte 400 faldstammer i en stor almennyttig boligforening, og det er en fed opgave at komme med på som lærling. Men når du så kommer tilbage på skole igen, så er du blevet rigtig god til en ting, og mindre god til noget andet. Og det skal vores uddannelsessystem kunne rumme. Den dialog fungerer ikke godt.

Husk, at tilmelde dig vores nyhedsbrev, så du kan blive opdateret med nyheder fra dit fag.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.