Top menu

Positiv udmelding fra statsministeren: Vil stoppe automatisk stigningen af pensionsalderen

Dato: 13/08-2024
3395

Blik- og Rørarbejderforbundet har i årtier kæmpet for, at lønmodtagerne kan trække sit tilbage, inden de bliver så nedslidte, at de ikke har gode leveår tilbage. Derfor vækker det også glæde, at statsministeren ikke mener, at pensionsalderen skal stige til over 70 år.

Foto: Jonas Krøner

Statsminister Mette Frederiksen har i dag tilkendegivet i et interview i Berlingske, at det i år 2025 er sidste gang, at Socialdemokratiet vil stemme for, at pensionsalderen skal stige.

Det vækker glæder i Blik- og Rørarbejderforbundet:

- Det er utroligt positivt, at Socialdemokratiet nu har besluttet, at man i fremtiden ikke længere vil være med til at sætte pensionsalderen op automatisk, så vi ender med en pensionsalder over de 70 år.  Det vil jeg gerne kvittere for. Det viser, at det nytter at lægge fakta frem, som vi fagbevægelsen har gjort igennem lang tid. Danskerne vil gerne blive på arbejdsmarkedet, hvis de kan. Men det kræver, at arbejdsmiljøet er i orden, at man kan uddanne sig gennem hele livet og påskønnes på arbejdspladsen. Hvis arbejdsgiverne fik styr på alt det, behøvede vi slet ikke at tage denne diskussion igen og igen, siger Henrik W. Petersen, der er forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.

Det var i Velfærdsaftalen fra 2006, at det blev besluttet, at pensionsalderen skal stige i takt med levealderen. Men det blev dog også aftalt, at det skal stemmes igennem hvert femte år. Og det er det, som Mette Frederiksen i interviewet fortæller, at Socialdemokratiet vil gøre en sidste gang i 2025, hvor der skal stemmes igen. Det vil sige, at pensionsalderen, hvis det står til partiet, ikke vil stige til mere end 70 år.

Henrik W. Petersen håber nu, at Socialdemokratiets melding vil smitte af på blå blok.

- På den måde, får vi en fair pensionsalder for alle.  Jeg tvivler dog på, at det sker. Og blandet andet derfor vil vi kæmpe for, at retten til tidlig pension fastfryses på de 64 år og ikke hæves i takt med pensionsalderen. Og det gælder også i forhold til den beslutning om at hæve pensionsalderen, som skal besluttes i 2025.

En af de faggrupper, der kommer tidligst ud på arbejdsmarkedet, er VVS’ere. Netop derfor ligger det formanden meget på sinde, at der er en reel mulighed for at trække sig fra arbejdsmarkedet, mens man stadig har nogle gode år tilbage.

- Mange faglærte er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet og en fortsat stigning i pensionsalderen for denne gruppe – der ofte også har fysisk arbejde – vil netop ikke være fair. Alle skal have ret til gode år på pension, hvor man stadig aktivt kan tage del i familie- og samfundslivet. Det vil vi stadig kæmpe for, og jeg håber, at Socialdemokratiet og de øvrige partier vil lytte. Jeg ser i hvert fald Socialdemokratiets melding som et skridt i den rigtige retning.

 

 

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.