I dag har Ekspertgruppen, som er nedsat af regeringen, fremlagt 6 anbefalinger til en enklere beskæftigelsesindsats. Men anbefalingerne får ikke kun rosende ord med på vejen fra Blik- og Rørarbejderforbundets forbundsformand Henrik W. Petersen.
Klokken 12 i dag d. 24. juni fremlagde Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats sine anbefalinger til, hvordan Danmark reformerer beskæftigelsesområdet. Ekspertgruppen er nedsat af SMV-regeringen, og har foruden at komme med forslag til et enklere beskæftigelsessystem også haft til opgave at finde besparelser for 3 mia. kr.
Særligt to punkter i relation til Ekspertgruppens anbefaling 2 om ’ Individuelt tilrettelagte indsatser for borgerne’, møder kritik fra forbundsformand Henrik W. Petersen:
- Først og fremmest lader det til, at anbefalingerne er mere til gavn kommunerne end den er for den arbejdsmarkedsrettede indsats og de ledige. De ledige mister simpelthen også nogle af de rettigheder til uddannelse, som de har i dag, hvis Regeringen vælger at følge anbefalingerne, lyder det fra Henrik W. Petersen.
Ekspertgruppen lægger op til, at voksenlærlingeordningen indskrænkes, så den fremadrettet kun gælder for ledige. Det er en ordning, der sikrer virksomheder 25 % i tilskud af lærlingens løn i praktik- og oplæringsperioden, når de tager personer ind på over 25 år som tager en erhvervsuddannelse.
- Det er desværre et forslag i den helt forkerte retning. Det er helt afgørende, at beskæftigede også kan foretage sporskifte, vi har for eksempel brug for at folk i højere grad uddanner sig til den grønne omstilling allerede nu, hvis vi skal følge med udviklingen, lyder kritikken fra Henrik W. Petersen.
Ikke kun torne
Ekspertgruppen anbefaler også, at ordningen med 110 pct. dagpenge udvides, så den fremadrettet også dækker over folk, der ikke kan arbejde indenfor deres fag af helbredsmæssige årsager. Et forslag, der får opbakning fra Blik- og Rørarbejderforbundet
- Vi synes det er særdeles fornuftigt med 110 pct. dagpenge, når man tager en erhvervsuddannelse på Positivlisten. Derfor er der også fornuftigt at udvide den, så folk, der af eller anden grund ikke kan arbejde indenfor deres fag af helbredsmæssige årsager, får samme mulighed, fortæller Henrik W. Petersen.
Desuden foreslår Ekspertgruppen at hæve tilskuddet i voksenlærlingeordningen
- Det vil naturligvis kun styrke virksomhedernes lyst til at tage voksenlærlinge ind, og det støtter vi selvfølgelig op om, at der skabes et bedre incitament for. Men det bør naturligvis også gælde beskæftigede, afrunder Henrik W. Petersen.