Udtalelse fra GF: Vi skal have al asbest væk nu
Rør og Blikkenslagernes Fagforening af 1873 udtaler fra sin generalforsamling d. 16. april 2024
Vi skal have al asbest væk nu
Ny lovgivning er hverken vidtrækkende eller ambitiøs nok
Folketinget har langt om længe vedtaget en nødvendig lovgivning om, at virksomheder fremover skal have en autorisation, når de nedriver asbestholdigt materiale. Baggrunden for kravet er, at ”færre” skal udsættes for asbest. Rør og Blikkenslagernes Fagforening ønsker, at ingen skal udsættes for asbest.
Autorisationsordningen skal sikre, at virksomhederne opfylder en række krav, når de sanerer for asbest, og Arbejdstilsynet kan udstede bøder, hvis virksomheder ikke anmelder asbestarbejde.
Rør og Blikkenslagernes Fagforening af 1873 er naturligvis positive overfor den helt nødvendige lovgivning. Det er godt arbejde og vi hejser flaget. Men vi skal ikke hjem nu, vi skal videre. Vi skal have et forbud mod indkapsling af asbest.
For de tiltag er alt for svage og passive, hvis vi skal have løst asbestproblemet.
For ingen skal udsættes for asbest. Autorisation er kun et halvt skridt, for man kan fortsat indkapsle og beholde asbesten fremfor at fjerne den.
I 35 år har asbest været totalt forbudt. I 100 år har vi vidst, at asbest var livsfarligt at anvende.
Alligevel freder lovgivningen nu asbest, når vi blot kan indkapsle den og overlade forureningen af vores bygninger til de kommende generationer.
Kravet må være, at ingen udsættes for asbest. Hverken i dag eller i fremtiden.
Hverken håndværkerne, når de går på arbejde eller alle andre, der bor og arbejder i bygninger, der er forurenede.
Vi skal forbyde indkapsling af fortidens synder. Vi skal have fjernet al asbest i Danmark en gang for alle. Ingen bygninger eller boliger bør fremover kunne sælges, før alt er gennemgået og al asbest er saneret.
Det er sund fornuft og nødvendigt. Vi kan ikke leve med hundredvis af asbestofre og dødsfald hvert eneste år.
Kort og godt, vi skal have et forbud mod indkapsling og registrering ved ejerskifte af bygninger.
Folketinget må rydde helt op, én gang og for alle!