Den 63-årige blikkenslager er TR for 60 kollegaer på et sygehus. Derfor er han særdeles skarp på, hvilke ønsker de har til de offentlige overenskomstforhandlinger, der er i gang netop nu.
Tekst: Maja Skov Vang
Foto: Michael Bo Rasmussen/Baghuset
Som fællestillidsrepræsentant for 60 kollegaer fra forskellige faggrupper skulle man tro, at Henrik Baks arbejdsdag foregik på et kontor. Men sådan er det ikke. Han ”må ud i marken”, som han siger. Derfor nøjes han med cirka en dag om ugen på kontoret, mens resten af ugens dage hovedsageligt bruges på at reparere sygehusets 42 elevatorer.
- Jeg kunne ikke arbejde på kontor. Jeg skal ud at bruge mine hænder, siger den 63-årige blikkenslager.
Henrik Bak er ansat på Regionshospital Nordjylland, Hjørring i Teknisk Afdeling. Her har han haft sit arbejdsliv i cirka 33 år. De første 15 år var han ansat af et eksternt firma, som havde faste opgaver på sygehuset. Derefter blev han ansat af hospitalet. Henrik kender således de fleste ansatte på hospitalet fra receptionister og portører til sygeplejersker og læger, og hilser på alle, mens han går hjemmevant rundt på det næsten 100 år gamle sygehus.
- Se lige, hvor flotte de tagrender er, siger Henrik stolt og peger, da vi går forbi hospitalets gamle bygninger, hvor Henrik som sin første opgave på sygehuset satte nye tagrender op.
- Jeg siger det til alle, hver gang jeg får chancen, griner han.
En overset gruppe
Fordi Henrik er offentligt ansat og fællestillidsrepræsentant, er han meget skarp på, hvilke ønsker der er til den nye overenskomst, der netop nu bliver forhandlet om.
- Det, jeg hører fra kollegaerne, er, at de vil have en stigning i lønnen, så det kan dække reallønstabet. Vi plejer jo at læne os op ad lønudviklingen på det private område, så det regner jeg også med, at vi gør nu.
Svarene fra Henrik kommer hurtigt, når vi taler om ønskerne. Ifølge Henrik vil kollegaerne også gerne have mere på fritvalgskontoen, så det matcher med det private område. Her blev der ved overenskomstforhandlingerne i 2023 enighed om, at 15 procent af lønnen kan veksles til frihed, pension eller lønkroner. Derudover har han et ønske for en særlig gruppe kollegaer:
- Det er tid til at tilgodese den gruppe midt i livet, der hverken er unge eller seniorer. De unge, de kan få barsel, og de ældre kan få seniordage, men dem midt imellem, de har ingen goder.
Foto: På hospitalet er der en kæmpe kedel. Den bliver prøvestartet hver 14. dag og skal kun bruges i nødstilfælde, hvis der i en periode ikke kommer fjernvarme.
Corona-penge til håndværkerne
Henrik er en af de få offentligt ansatte VVS’ere og blikkenslagere. Der er kun cirka 200 af dem blandt Blik- og Rørarbejderforbundets knap 10.500 medlemmer. Det kan han godt mærke.
- Jeg kan godt føle, at vi er en smule oversete. Det er selvfølgelig meget naturligt, når vi ikke er så mange, og der bliver færre og færre af os, fordi mere og mere bliver privatiseret.
Derfor er Henrik også glad for det netværk af offentligt ansatte tillidsrepræsentanter på sygehusene i de forskellige regioner, der er begyndt at mødes
fire gange om året.
- Man kan jo godt føle, at man går lidt alene heroppe en gang imellem. Så jeg er meget glad for netværket, hvor vi kan tale om de fælles problemer, vi har.
Netværket blev startet under coronakrisen ved lidt af en tilfældighed. Det var en tid, som Henrik både ser tilbage på med stolthed og tristhed.
Førstnævnte handler om, at Region Nordjylland var den eneste region, hvor håndværkerne på sygehusene fik del i coronapengene. Det takket være Henrik og hans fagforeningskreds Nord-Midtjylland.
- Der blev holdt et møde i regionen med alle spidserne fra de forskellige forbund, der skulle forhandle om, hvem der skulle have del i coronapengene. Men håndværkernes fagforeninger var ikke inviteret. Jeg og Thomas Kiel (faglig konsulent i Kreds Nord-Midtjylland, red.) troppede op alligevel og sagde at det måtte være en fejl, at vi ikke havde fået en invitation. De andre gloede engang. Men vi blev da ikke smidt ud, og dagen efter var der også lavet et navneskilt til os, husker Henrik.
Til mødet var blandt andre repræsentanter fra forbund, der repræsenterer personalet i sundhedsvæsnet.
- Så skulle alle argumentere for, hvorfor de skulle have del i pengene. Men ingen spurgte os fra håndværkerfagene. De havde måske glemt, at det var os, der gik og tog os af alle reparationerne under krisen, så sygehuset kunne fungere.
En kæk bemærkning
Ifølge Henrik var der stor uenighed om pengefordelingen blandt forbundene. I slutningen af den første mødedag ud af to, sagde økonomichefen for regionen, at Henrik og hans kollegaer skulle gå hjem og arbejde på en løsning.
Til det svarede Henrik:” Det kan vi godt, men så skal vi vel have overarbejdstillæg for det?”
- Så svarede økonomichefen, at det kunne vi godt sige. Og så spurgte jeg, om det så var coronapengene, vi ville få, og det bekræftede hun. Så det, der egentlig bare var en kæk bemærkning fra mig, betød, at vi fik en lille andel af
oronapengene. Selvom det var småpenge, så er jeg faktisk lidt stolt.
Bagsiden af forhandlingen er, at der efterfølgende er opstået en splittelse mellem de forskellige personalegrupper.
- Det har været det værste ved coronaen.
Foto: Henrik har sit eget kontor, men han bruger langt mere tid på hospitalet med diverse reparationer og målinger. Hver sjette dag og hver sjette weekend har han døgnvagt. Så skal han være klar, hvis der er noget, der skal repareres akut på hospitalet.
Ikke slås
Henrik har været tillidsmand næsten lige så længe, han har været ansat på sygehuset. Han kunne slet ikke forestille sig ikke at være det.
- Jeg kan faktisk ikke rigtig svare dig på, hvorfor jeg gerne vil det. Det er ikke noget, jeg går og spekulerer over. Men det er vel, fordi jeg kan lide at have med mennesker at gøre og måske også, fordi jeg er retfærdighedssøgende. Mange tror, at man skal slås med ledelsen, når man er tillidsrepræsentant. Det, synes jeg, er misforstået. Det handler om at kunne nå til en enighed, og ofte ser vi ret ens på tingene. Du er kun fire år fra folkepensionsalderen.
Hvornår trækker du dig tilbage?
- Det er svært at svare på, for det ændrer sig hele tiden. Engang sagde jeg, at når jeg bliver 62 år, så gider jeg ikke mere, men nu er jeg 63.
Men jeg ved, at når jeg er 67, så stopper jeg i hvert fald med at tage døgnvagter. Problemet er, at jeg hverken kan spille golf eller lide at røre ved fisk, så jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge tiden på, griner han.