A4 Medier har offentliggjort listen over de mest magtfulde på det danske arbejdsmarkedet. Blik- og Rørarbejderforbundets formand er placeret som nummer 24.
Nyhedsbrevet A4 har lavet en liste over de mest magtfulde på det danske arbejdsmarked – den danske models top 100. Her springer Blik -og Rørarbejderforbundets placering som nr. 24 i øjnene.
Listen toppes af CO-industris Claus Jensen med Dansk Industris administrerende direktør Lars Sandal Sørensen og statsminister Mette Frederiksen (S) lige i hælene. Men Blik- og Rørarbejderforbundets formand Henrik W. Petersen kommer ind på en 24. plads som det første af de mindre fagforbund og langt før store spillere på arbejdsmarkedet.
Det får formanden til at glæde sig på forbundets vegne:
- Det er jo ikke mig, men forbundet der på denne måde igen viser, at man har tillid til os, og at vi kan trænge igennem og har indflydelse. Det er et skulderklap til alle, der kæmper i forbundet – på arbejdspladserne, lokalt og i forbundshuset.
- Jeg er kanonstolt af den indsats, som alle i forbundet lægger i det faglige og politiske arbejde. For det skaber resultater for medlemmerne. Og det er jo det, det handler om. Det gælder, når vi forhandler overenskomster, og når vi banker dørene ned hos beslutningstagere for at få dem til at sætte ind over for bekæmpelsen af asbest.
- Vi skal altid være der, hvor indflydelsen er. Og undersøgelsen viser, at vi i den grad er der, hvor vi skal være. Ja, faktisk viser vi endnu en gang, at vi kæmper over vores egen vægtklasse.