Top menu

Sådan bliver asbestaftalen til virkelighed på byggepladsen

Dato: 12/12-2023
3107

En arbejdsgruppe, som Blik- og Rørarbejderforbundet har været en del af, har fået til opgave at komme med bidrag til, hvordan en autorisationsordning for asbestarbejde bør se ud.

Der var jubel i Blik- og Rørarbejderforbundet, da autorisationsordningen for asbestarbejde blev en realitet i marts 2023 som et led i den nye arbejdsmiljøaftale. Det blev på sin vis en kulmination af forbundets mangeårige kamp for at sikre, at færre skal udsættes
for asbest.

Efter aftalepartierne med beskæftigelsesminister Ane Halsboe- Jørgensen (S) i spidsen kunne præsentere aftalen for rullende kameraer, var der stadig meget arbejde tilbage, før medlemmerne får gavn af de politiske beslutninger. Det forventes, at ordningen først kan træde i kraft januar 2025.

Siden marts i år har en arbejdsgruppe, der består af lønmodtagersiden og arbejdsgiversiden bidraget med, hvordan det, som politikerne har besluttet, kan forenes med praksis. Det er Arbejdstilsynet, der har inviteret og sekretariatsbetjent gruppen. Arbejdsgruppen har netop afsluttet deres arbejde.

På lønmodtagersiden har Blik- og Rørarbejderforbundet været repræsenteret af Allan Snitker, der er arbejdsmiljøkonsulent
i forbundet. Han fortæller, hvad der har været vigtigt for Blik- og Rørarbejderforbundet i forhold til den nye autorisationsordning.

Vi skulle gerne komme derhen, hvor det bliver meget tydeligt, hvem der må håndtere asbest og ikke mindst, hvem der ikke må håndtere asbest. Og dem der ikke må det, er almindelige håndværkere uden en asbestuddannelse.

Ifølge Allan Snitker har der været enighed i arbejdsgruppen om den del, som betyder, at dem, der arbejder med at fjerne asbest, får en særlig uddannelse. Det har også været enighed om, at virksomheder, der arbejder med asbestsanering, skal have et kvalitetsledelsessystem.

- Det er en slags kontrolsystem eller en tjekliste, som virksomhederne kan bruge til at sikre sig, at de har været alle procedurer igennem – for eksempel i forhold til slutrengøring efter en sanering, hvor vi ofte ser, at det halter.

Arbejdsmiljøkonsulenten fortæller, at der også har været enighed om, at alle virksomhederne skal have en fagligt ansvarlig medarbejder.

- At asbestsaneringsarbejdet bliver lagt i meget faste rammer, er underlagt kontrol og procedure, samt at der er tilknyttet et fagligt ansvar, er med til at sikre, at saneringsarbejdet udføres ordentlig.

STRAF FOR IKKE AT LEVE OP TIL KRAV
Et andet område, som Allan Snitker påpeger som meget vigtigt, er, at asbestsaneringsvirksomhederne kan få fjernet
deres autorisationsordning.

- Det har været vigtigt for os, at autorisationsordningen kan fratages fra de virksomheder, der ikke lever op til kravene. Der er brodne kar i branchen i dag, og dem skal vi gerne af med, når vi får indført en autorisationsordning. Vi håber, at ordningen for det første medfører, at håndværkerne ikke udsættes for asbest, men også at praksis bliver så god, at vores medlemmer kan have tillid til, at de virksomheder, der sanerer for asbest, også gør det korrekt.

- Vi forventer et stærkt myndighedssamarbejde, der gør, at Arbejdstilsynet efter tilsynsbesøg underretter Sikkerhedsstyrelsen,
når en asbestsaneringsvirksomhed ikke lever op til de krav, der bliver stillet.


Allan Snitker påpeger, at den nye aftale skal ses i sammenhæng med den asbestbekendtgørelse, der trådte i kraft i juni 2023. Bekendtgørelsen betyder blandt andet, at Arbejdstilsynet har fået en ny mulighed for at give bøder på 10.000 kroner til de virksomheder, der ikke anmelder asbestarbejde.

- Alt i alt betyder det, at det kan få større konsekvenser for både bygherre og asbestsaneringsvirksomhederne, hvis ikke de overholder kravene. Om konsekvenserne er store nok, det er vi naturligvis villige til at se på hen ad vejen, bemærker Allan Snitker.

Arbejdsgruppen har mødtes tre gange, inden deres bemærkninger blev sendt til og godkendt af Arbejdsmiljørådet. Det er nu både Arbejdstilsynet og Sikkerhedsstyrelsen, der skal skrive udkast til regelændringer. Selvom der er indgået en politisk
aftale, skal aftalen stemmes igennem af Folketinget. Det er planen, at den bliver det i løbet af foråret 2024.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.