Top menu

Nu kan folkepensionister arbejde uden modregning: Det giver rigtig god mening

Dato: 01/06-2023
2937

Folkepensionister skal ikke længere trækkes i pensionen, selvom de arbejder. Det glæder Henrik W. Petersen af flere årsager.

Adobe Stock

Et bredt flertal i Folketinget har i dag vedtaget at ændre modregningsreglerne for folkepensionister.

Det betyder, at pensionister, der har en arbejdsindtægt, ikke længere skal modregnes i deres folkepension.

Årsagen er, at det skal være mere attraktivt for folkepensionister at arbejde.

Det glæder forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen.

- Det giver rigtig god mening, at de af vores medlemmer, som er oppe i årene og som har lyst og mulighed for at arbejde, kan det, uden de skal straffes for det ved at blive trukket i deres folkepension.

Beskæftigelsesministeriet forventer, at det vil komme 40.000 pensionister til gavn i 2023. I 2024 forventer ministeriet, at tallet vil stige til 50.000.

- I det hele taget skal vi gøre meget mere for at værne om den ældre del af arbejdsstyrken, der kommer med uvurderlig erfaring - især i lyset af, at vores samfund mangler arbejdskraft, siger forbundsformanden.

Afskaffelsen af modregningen har virkning fra 1. januar 2023. Det vil sige, at de folkepensionister, der i løbet af året er blevet modregnet i folkepensionen, vil få en efterregulering i 2024.

Beskæftigelsesministeriet forventer, at de berørte folkepensionister vil modtage i gennemsnit omkring 30.000 kroner før skat mere i årlig folkepension.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.