Top menu

Ny politisk aftale om asbest: ”Vigtigt skridt på vejen mod et asbestfrit Danmark – men den kan ikke stå alene”, siger forbundsformand

Dato: 18/05-2022
Tags: Politik
2532
Foto: Jonas Krøner

Ny politisk aftale om asbest: ”Vigtigt skridt på vejen mod et asbestfrit Danmark – men den kan ikke stå alene”, siger forbundsformand

Onsdag d. 18. maj blev der indgået en bred politisk aftale mellem regeringen og Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne om 12 initiativer på asbestområdet.

Tidligere er Blik- og Rørarbejderforbundet, som er fagforeningen for VVS’ere, blikkenslagere og skorstensfejere, selv kommet med udspillet ’Vejen mod et asbestfrit Danmark’, som indeholder 8 anbefalinger til politikerne. Et udspil, som den netop indgåede aftale på flere punkter læner sig tæt op ad. Det glæder forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet, Henrik W. Petersen. 

- Aftalen indeholder flere gode initiativer og er et vigtigt skridt i den rigtige retning mod at sikre et asbestfrit Danmark. Det glæder mig meget, at politikerne har taget det her problem alvorligt og har fundet frem til en række tiltag på tværs af rød og blå blok. Med denne aftale har vi vundet et vigtigt slag, men kampen er ikke slut endnu. Der er stadig et arbejde forude, når det kommer til at opnå et forbud mod indkapsling og en autorisationsordning for virksomheder, der arbejder med asbest. Derfor skal vi holde politikerne til ilden og stå fast på, at der fortsat er mere at gøre på det her område, siger forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen.

SF’er bakker op om autorisationskravet

SF’s Halime Oguz mener også, at der er behov for et autorisationskrav.

- Rigtig mange lande i Europa har indført autorisationskrav. Bare se på Sverige. Et land som Polen er det mest førende i Europa, og jeg kan slet ikke forstå at Danmark er så meget bagud. Det er under al kritik at mennesker som dag ud og dag ind passer deres arbejde skal have ondt i maven over, om de nu bliver udsat for livstruende sygdomme. Det her handler om mennesker, og ikke om penge, siger Halime Oguz fra SF.

Kunne ikke være lykkedes uden fagbevægelsen

Christian Juhl fra Enhedslisten, som også har været en af de bærende politiske kræfter på asbestaftalen, sætter pris på samarbejdet med fagbevægelsen og mener ikke, det var lykkedes uden deres initiativ.

- Det er et godt eksempel på en vigtig aftale, hvor fagbevægelsens laver forarbejdet og politikerne løfter det videre. Hvis ikke Blik og Rør og byggefagene havde taget initiativ, ville aftalen ikke være blevet til noget. Der bliver taget fat der, hvor det trykker mest, som eksempelvis i Blik og Rørs otte punkter. Vi har før løftet de lettere opgaver i forhold til asbest, nu løfter vi det svære, siger Christian Juhl.

 

 

 

Læs mere om aftalen her

Faktaboks

De 12 initiativer i aftalen:

• Bedre vejledning om asbest i tilstandsrapporten

• Udvidelse af sælgeroplysningsskemaet

• Asbestprotokol skal sendes til den ansatte

• Styrket indsats over for asbestovertrædelser

• Indførsel af kompetencepåbud på asbestområdet

• Luftmålinger af asbeststøv

• Undersøgelse af behov for autorisationsordning mv.

• Afdækning af uddannelsesbehov

• Undersøgelse af mulighed for registrering af asbestforekomster i BBR

• Undersøgelse af brug af oplysninger fra byggeaffald til tilsynsindsatser

• Erfaringsopsamling for særlig tilsyns- og kommunikationsindsats

• Opfølgning på teknisk udredning om indkapsling vs. sanering