Top menu

Alliance i opråb til Christiansborg: Nu skal I vise, at I er jeres ansvar bevidst

Dato: 18/08-2020
1749

I kølvandet på regeringens lancering af en model for ret til tidlig pension kommer Alliancen for en værdig tilbagetrækning med et istemmende opråb til alle Folketingets partier: Nu skal I vise, at I er jeres ansvar bevidst, ved at indføre en tilbagetrækningsordning for dem med et langt og fysisk hårdt arbejdsliv.

Hele sommeren har den nystiftede alliance råbt politikerne op af deres havestole med budskabet om, at lønmodtagere, som starter tidligt på arbejdsmarkedet og har en arbejdsdag præget af hårdt fysisk arbejde, skal have ret til en værdig afsked med arbejdsmarkedet.

De fire forbund bag Alliancen for en værdig tilbagetrækning – Fødevareforbundet NNF, Blik- og Rørarbejderforbundet, Malerforbundet og Dansk El-Forbund – repræsenterer tilsammen mere end 65.000 medlemmer, hvoraf mange hver dag mærker sliddet på kroppen fra hårdt fysisk arbejde.

Rettigheds- og anciennitetsbaseret

Henrik W. Petersen, forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet, er tilfreds med hovedelementerne i regeringens udspil. Han glæder sig over, at et af de bærende elementer i udspillet er, at ordningen skal være rettighedsbaseret, og at det ikke vil kræve, at man vurderes af en læge:

”Vi har helt fra starten slået på, at der skal indføres en ordning, som er både rettigheds- og anciennitetsbaseret. Det er to af de centrale elementer i det udspil, regeringen har præsenteret i dag, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Det er et godt skridt på vejen hen mod at sikre, at de lønmodtagere, som er bekymrede for, om de kan holde helt til pensionsalderen, får trygheden i at vide, at de kan trække sig tilbage, før kroppen siger helt fra.

Også Jørgen Juul Rasmussen, forbundsformand for Dansk El-Forbund, er tilfreds med, at udspillet tager udgangspunkt i anciennitet:

”Det er positivt, at regeringen har valgt, at kriteriet handler om, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet. Vi har nogle, som har knoklet på de store byggepladser og nogle, som mere går og finpudser og justerer. Derfor kan jeg godt lide princippet om, at det afhænger af, hvor mange år du har været på arbejdsmarkedet. Så skal vi ikke ud i en diskussion om, hvilket arbejde der er mest nedslidende.”

Ole Wehlast, forbundsformand i Fødevareforbundet NNF, udtaler:

”Vi glæder os over at regeringen har lyttet til Alliancen for en værdig tilbagetrækning. De medlemmer, vi repræsenterer, er begyndt tidligt på arbejdsmarkedet. De har valgt at arbejde frem for at tage dyre uddannelser. De har bidraget til vores samfund, og beder egentlig bare om en værdig pensionstilværelse som alle andre, hvor de er fysisk i stand til at løfte og lege med deres børnebørn. Regeringen har lyttet, og det håber jeg, Folketingets øvrige partier også gør.”

Ser frem til forhandlinger

Senere på ugen indledes de politiske forhandlinger, og medlemmerne af Alliancen ser frem til at følge forhandlingerne. Forbundsformand for Malerforbundet, Martin B. Hansen, udtaler:

”Nu har regeringen præsenteret et fint udspil, som er inden for skiven, og som vil kunne gavne en stor del af de medlemmer, vi repræsenterer i Alliancen. Nu må de kommende politiske forhandlinger vise, om det kan lykkes at ramme plet. Vi har store forventninger til alle Folketingets partier, og vi vil i Alliancen blive ved med minde dem om, hvem det hele handler om – nemlig de lønmodtagere, som har arbejdet hårdt og længe for Danmark.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.