Søgefelt

Torsdag 08/03 2018

OK 2018: Lockout vil ramme almindelige danskere hårdt

Lønmodtagerne ønsker en løsning for alle – ikke en lammende konflikt

Med sine voldsomme lockout-varsler ved en kommende storkonflikt risikerer de offentlige arbejdsgivere at sætte hele den danske model på spil.

Chefforhandlerne på kommunernes, statens og regionernes område peger alle på, at de nye lockoutvarsler vil ramme danskerne særdeles hårdt.

- Der er tale om en unødig og en dramatisk skærpelse fra arbejdsgiverne side. Det er mindre end en uge siden, at lønmodtagerne blev beskyldt for at tage befolkningen som gidsler. Sandheden er, at vi med godt ti procent af lønmodtagerne i konflikt naturligvis ville lægge pres på vore arbejdsgivere. En kommende lockout vil ramme borgerne unødigt hårdt, siger Anders Bondo Christensen, der er chefforhandler på det kommunale område.

Han peger på, at for at en konflikt på arbejdsmarkedet kan have frigørende karakter, så skal der udtages mindst ti procent af medlemmerne. Det er præcis, hvad lønmodtagerne har peget på. Det er nu arbejdsgiverne, der gør konflikten meget, meget voldsom.

- Ved at øge dramatikken og gøre en konflikt meget voldsom, beder arbejdsgiverne tydeligvis om et hurtigt lovindgreb. Lønmodtagernes strejkekasser skal drænes mest muligt ved at skærpe konflikten, og tilsvarende vil det skæppe betragteligt i de offentlige kasser. Det er at sætte den danske model med de ellers så berømte frie forhandlinger på spil. Ministeren bringer konflikten til et helt nyt niveau. Vi har udtaget omkring 15.000 statsansatte til strejke. Ministeren svarer igen med at udtage 120.000 til lockout. Hun siger, at de 15.000, vi har udtaget, vil være til stor gene for rigtigt mange danskere. Så må almindelig husmandslogik vel tilsige, at 120.000 må være til meget stor gene for rigtigt, rigtigt mange danskere, mener Flemming Vinther, formand for de statsansatte i CFU

Også Grete Christensen, lønmodtagernes chefforhandler på regionernes område, ser meget drastiske perspektiver ved dagens lockout-melding:

- Vi vil gerne opfordre hele rækken af offentlige arbejdsgivere til at tænke på de signaler, der sendes til deres medarbejdere. Alle taler om at den danske økonomi buldrer derudaf – men ønsket fra offentligt ansatte om at være en del af opsvinget og blive tilgodeset på linje med privatansatte nærmest tromles til side. Det er på grænsen til et tillidsbrud i det samarbejde, som vi har arbejdet for mellem 2 arbejdsgiver og lønmodtager. Tilliden i hverdagen er helt afgørende for sammenhængskraften i Danmark. Og vi ser i dag et tillidsbrud, der risikerer at få betydning mange år ud i fremtiden. Som forhandlere har vi aldrig gået efter konflikt, men at opnå forhandlingsløsninger. Det er fortsat vores mål, siger Grete Christensen.
 

Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt