Søgefelt

Torsdag 09/03 2017

OK 2017: Forhandlingerne på skorstensfejerområdet er brudt sammen

Efter knap et døgns forhandlinger om en ny overenskomst for skorstensfejerne er parterne nu gået fra hinanden. De videre forhandlinger vil foregå i Forligsinstitutionen.

Onsdag den 8. marts kl. 10.00 startede forhandlingerne om en ny overenskomst for skorstensfejerne. Men efter 22 timers intense forhandlinger måtte Blik- og Rørarbejderforbundet og Skorstensfejerlauget erkende, at de ikke kunne komme videre. 
 
- Overenskomsten skal tilgodese både de unge og ældre i faget. Vi har haft et klart ønske om, at skorstensfejerområdet skal tilsluttes Hovedaftalen, fordi det kan være med til at sikre en økonomisk kompensation til de medlemmer, som bliver fyret på et uretmæssigt grundlag. Det vil Skorstensfejerlauget ikke være med til, siger skorstensfejersvendenes forhandlingsleder Kim Fusager Balle fra Blik- og Rørarbejderforbundet.
 
Også på de sociale områder var parterne langt fra hinanden, idet arbejdsgivernes repræsentanter i Skorstensfejerlauget ikke vil acceptere de sociale goder, som er forhandlet hjem på andre overenskomstområder. 
 
- På de mere bløde områder som barsel, løn under sygdom og børns sygdom stod vi også langt fra hinanden. Vi har for eksempel et ønske om at skorstensfejere, der bliver kaldt hjem, fordi deres børn er syge, også kan passe barnet dagen efter, hvis barnet stadig er syg. De unge fejere skal have deres hverdag til at fungere, og det ærgrer os, at Skorstensfejerlauget ikke vil drøfte dette, siger han.
 
Efter sammenbruddet på skorstensfejerområdet vil de videre forhandlinger foregå i Forligsinstitutionen under ledelse af den nye Forligsmand Ole Hasselgaard. 
 
I lighed med det øvrige private arbejdsmarked udløb skorstensfejernes overenskomst den 1. marts.  Forligsmand Ole Hasselgaard har dog valgt at udsætte de varslede arbejdsstandsninger i to uger, så parterne har frem til den 14. marts at nå frem til en aftale om en ny overenskomst.
 
Sidst parterne parterne på skorstensfejerområdet måtte forhandle færdig i Forligsinstitutionen var i 2007. Også dengang var det uenigheder om afsledigelser og bedre sociale vilkår, som skilte parterne. 
 
Følg forhandlingerne her på siden og på forbundets side på Facebook...

Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt