Blik- og Rørarbejderforbundet og arbejdsgiverne i Skorstensfejerlauget er enige om en ny 2-årig overenskomst for landets 450 skorstensfejere.
Som en del af aftalen kan landets 450 skorstensfejere se frem til en lønstigning på 3,71 kroner i både 2010 og 2011. Desuden er perioden med fuld løn under sygdom, som skyldes fravær efter en arbejdsulykke, forlænges fra fem til seks uger, og lærlingene bliver omfattet af pensionsordningens forsikringer og en sundhedsordning magen til den svendene har.
- Set i forhold til de resultater, som er opnået på de øvrige overenskomstområder, så er det et hæderligt resultat. Vi vurderer at vi har fået mere med hjem end, hvis vi var havnet i forligsinstitutionen, siger Bjørn Fridthjof fra skorstensfejernes forhandlingsudvalg.
Hovedpunkterne i forliget er:
Lønnen stiger med kr. 3,71 begge overenskomster år. Timelønnen for skorstensfejerne i provinsen stiger til kr. 174,81 det første år og til Kr. 178,52 i 2011. Skorstensfejerne i Københavns Omegn stiger til henholdsvis kr. 190,04 i 2010 og kr. 193,75 i 2011. Skorstensfejerne i Københavns City stiger 2 løntrin i hele perioden.
Ordningen med fuld løn, som skyldes fravær efter en arbejdsulykke, forlænges fra de nuværende 5 uger til 6 uger.
Løn under sygdom stiger kr. 3,08 i både 2010 og 2011. Sygelønnen udgør kr. 145,08 i timen i 2010, mens den stiger til kr. 148,16 i timen i 2011. Sygelønnen gælder også ved barns hospitalsindlæggelse.
Barselsorloven og forældreorloven er pr. 1. marts 2011 udvidet med 2 uger, således at en skorstensfejersvend har ret til 4 uger.
Alle lærlinge bliver omfattet af pensionsordningens forsikringsbetingelser, som omfatter kritisk sygdom, død og invaliditet dækninger. Derudover bliver alle lærlingene omfattet af den sundhedsordning, som svendene har.
Voksenlærlinge vil fremover få fuld løn under sygdom i op til 2 uger.
Der er indgået aftale om, at der skal kigges nærmere på kompetenceudviklingsfonden.